Kapitalafkast på 0% i indkomståret 2018?

Vi oplever, at færre og færre forældrekøbere stiller spørgsmålstegn ved, hvilken beskatningsmodel, der er mest fordelagtig at anvende i forbindelse med udlejning af forældrekøbsboligen, herunder også omvendte forældrekøb.

For et par år tilbage var kapitalafkastordningen i mange tilfælde et udmærket alternativ til virksomhedsordningen, da det beregnede kapitalafkast (i kapitalafkastordningen) var til at få øje på.

Kapitalafkastordningen var attraktiv for mange forældrekøbere, da man kunne beregne et forholdsvis stort kapitalafkast samtidig med, at der ikke er samme krav til regnskabsførelse, som der er ved brug af virksomhedsordningen.

(Læs mere om fordele og ulemper ved de to beskatningsmodeller)

Men i takt med at kapitalafkastsatsen siden indkomståret 2014 er faldet til 1%, kommer denne beskatningsmodel sjældent i betragtning i dag, da skattefordelen ved at lade revisor bistå med brug af virksomhedsordningen langt overstiger det honorar, som revisoren typisk skal have. Revisors honorar er i øvrigt fuldt ud fradragsberettiget i indkomstopgørelsen.

Fordelen ved kapitalafkastordningen er lig nul i 2018

Nu viser det sig såmænd, at kapitalafkastordningen i indkomståret 2018 faktisk er ikke-eksisterende.

Skattestyrelsen har ved skattemeddelelse af 6. august 2018 oplyst, at kapitalafkastsatsen for indkomståret 2018 er beregnet til ”0 pct.”

Det betyder i sagens natur, at det ikke er muligt at beregne et kapitalafkast til lempelig beskatning (som kapitalindkomst), hvis man anvender kapitalafkastordningen i år 2018.

Idet de almindelige skatteregler og kapitalafkastordningen stort set kun adskiller sig fra hinanden ved, at der i kapitalafkastordningen kan beregnes et kapitalafkast, får skatteyder altså ingen effekt af at vælge kapitalafkastordningen.

Resultatet ved brug af kapitalafkastordningen bliver altså det nøjagtig samme, som hvis man vælger de ufordelagtige almindelig skatteregler.

Beskattes som personlig indkomst

Det vil sige, at hele overskuddet fra udlejningen FØR renter beskattes som personlig indkomst i 2018, hvis man anvender kapitalafkastordningen. Renteudgifterne kan kun fratrækkes i den personlige indkomst, hvis man anvender virksomhedsordningen. I kapitalafkastordningen fragår renterne i kapitalindkomsten, hvilket giver en fradragsværdi på renterne, der er væsentligt lavere, end når de fratrækkes i den personlige indkomst.

Konklusionen på ovenstående må være, at kapitalafkastordningen helt er dømt ude i nærværende indkomstår, da man lige så fint kan anvende de ufordelagtige almindelige skatteregler ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for forældrekøbet.

Kontakt os gerne, hvis du ønsker yderligere drøftelse af ovenstående, eller hvis du ønsker, at vi varetager dit forældrekøbsregnskab i virksomhedsordningen fremadrettet.

Avatar photo

ForældrekøbsGuiden

Læs også:

Udgivet i

Bestil et uforpligtende opkald - udfyld formularen, så ringer vi dig op hurtigst mulgt.